Miljøhensynet

Centralt for økolandsbykonceptet er miljøhensynet. Vi vil gerne hjælpe dig med at passe på planeten, og et godt sted at starte er hjemme hos dig.

Økolandsbyerne bygges efter de nyeste, velafprøvede energi- vand, og varmebesparende teknologier. Der bruges energirigtige, bæredygtige materialer i byggeriet. Husene konstrueres, så de lever op til højeste energistandard og designes til at sørge for et godt indeklima, der minimerer energi- og varmeforbruget.

Men det er faktisk lige så meget det indholdsmæssige, som er vigtigt, når vi gerne vil bo miljørigtigt. Madspild, ting og sager og energi er storforbrugere af CO2. I vores bofællesskaber deles man langt mere om ressourcerne. Maden er fælles mandag til torsdag og økologisk. Der er mindre kød, mindre spild, mindre emballage og mindre transport. Og så er det oven i købet super hyggeligt.

Boligerne er “funktionelle” og kompakte. Alle de funktioner som man ikke skal bruge dagligt, som gæsteværelser, kontoret og gildesal, er i fælleshuset. Der er mindre plads til ting og sager, så man må tænke lidt mere over, hvad man køber, om det virkelig er nødvendigt. Små boliger kræver mindre opvarmning, oplysning, rengøring og vedligeholdelse.

Elbilsdeleordningen sikrer, at der er færre biler, og langt mere miljørigtig kørsel i fællesskabet.

Det er hyggeligt, men også meget miljørigtigt at dele i dagligdagen.